RØRBÆK OG MØLLER ARKITEKTER ER NU EN DEL AF SCHMIDT HAMMER LASSEN
Ved at forene Rørbæk og Møller Arkitekter og Schmidt Hammer Lassen under SHL-brandet bliver vi en af de stærkeste arkitektvirksomheder i Skandinavien, særligt inden for bevaring og transformation.
SHL har en lang tradition for at designe og levere markante projekter i både Danmark og udlandet. Gennem de seneste 25 år har de tegnet mere end 25 biblioteker verden over og er i øjeblikket i gang med at opføre et af verdens højeste boligbyggerier i træ, Rocket & Tigerli, i Schweiz. I Aarhus arbejder de på den storstilede udvidelse af ARoS med The Dome, et ’skyspace’ af James Turrell, mens de i Californien opfører et nyt community college på San Quentin Rehabilitation Center.
– Jeg er meget stolt af den udvikling og de resultater, der har bragt os hertil. Det er et naturligt næste skridt for Rørbæk og Møller Arkitekter at blive en del af et større fagligt og kommercielt fællesskab. Schmidt Hammer Lassen er en af Danmarks mest anerkendte arkitektvirksomheder, og som en del af dem bliver vi også en del af Perkins&Will, som er et af verdens mest respekterede arkitekt- og designfirmaer. Med Schmidt Hammer Lassen ’s kontorer i København og Aarhus, og ikke mindst ude i verden, får vores fantastiske hold af arkitekter nu mulighed for at arbejde på endnu flere spændende projekter. Det ser jeg meget frem til, siger partner Nicolai Overgaard.
Rørbæk og Møller Arkitekter og Schmidt Hammer Lassen deler ambitioner, værdisæt og vægter faglig kvalitet og den kompromisløse sans for detaljen højt. I fællesskab står vi nu i en helt unik position, som den absolut stærkeste arkitektvirksomhed inden for transformation, renovering og bevaring herhjemme såvel som på det globale marked.
– De senere år har vi investeret massivt i digitale værktøjer samt faglige kompetencer inden for især bæredygtighed og transformation. Med Rørbæk og Møller Arkitekter ombord kan vi arkitektfagligt levere på et endnu højere niveau med specialiseret ekspertise i alle led af værdikæden”, siger Sanne Wall-Gremstrup, partner og administrerende direktør hos Schmidt Hammer Lassen.
Samtlige af Rørbæk og Møller Arkitekters 60 medarbejdere bliver nu en del af SHL, hvilket betyder, at vi samlet set sidder 150 arkitekter fordelt på kontorerne i København og Aarhus. I forbindelse med opkøbet er Anders Wesley Hansen og Nicolai Overgaard trådt ind i SHL’s partnergruppe.